|
Dette er trolig Bækkegruben/Bækkergruben omtalt hos Vogt (1884) eller Bekkegruven (Ihlen, 1982).
Jernmalmene i Skrei-feltet/Skreia-feltet/ Feiring jerngruvefelt er skarnmalmer. Varme vannløsninger rike på oppløste mineraler knyttet til intrusjon av sure dypbergarter i sedimenter. Vannløsningene har reagert med de kalkholdige sedimentene og de omgivende bergartene og har dannet skarn. Jernmalmene kan ogå inneholde små mengder kobberkis, vismutglans og andre sulfider som ble avsatt umiddelbart etter dannelsen av magnetitten.
Vogt (1884) beskriver mineraliseringene som "dels i små brudstykker af siluriske skifere inde i granit (nordmarkit), dels i et stort næsten fulstændig av granit omflydt skiferparti" og videre "Ertsene i dette felt er magnetit og jernglans, med noget svovlkis og magnetkis".
Ihlen, som kartla området i to sesonger 1975-76, skriver i en upublisert artikkel fra 1982 at jernmineraliseringene "er spesielt knyttet til granat-omvandlede kalksteiner ved Skreikampen."
Skrei-feltet/Skreia-feltet/ Feiring jerngruvefelt, var periodevis i drift på 1700- og 1800-tallet. Fra 1798-1818 ble gruvene drevet av Feiring jernverk. Gruvene produserte 30-50000 tonn råmalm, som etter håndskeiding holdt 30-50% jern.
I en fotnote har Vogt (1884) skrevet:
"Efter præsten LEGANGERS beskrivelse havde gruberne i Skreia omkring år 1792 (30 år før nedlæggelsen) nået følgende dimensioner:
Langgårds grube 200 m i længde, 20 m dyb.
Storgruben 240 m i længde, 20 m dyb.
Bækkegruben 160 m i længde, 18 m dyb.
Nyberg 140 m i længde, 20 m dyb.
Paul 120 m i længde, 14 m dyb.
Salomon 120 m i længde, 20 m dyb.
Flesvig 120 m i længde, anseeligt
Stiger 32 m i længde, 16 m dyb." |